TRANSPORT
De danske transportplakater viste sig først og fremmest inden for cykelmarkedet. I 1860'erne og 1870'erne blev henholdsvis velocipede og væltepeter introduceret i Danmark, men det var først med 1880'ernes safety-type, at det konstruktionsmæssige grundlag for cyklens udbredelse var til stede.
I 1890'erne fulgte cyklens højkonjuktur, og snart var markedet så omfattende, at det kunne bære det nye medium, plakatreklamen.
Den hurtigt ekspanderende motorcykel- og bilbranche tog ligeledes plakatmediet i brug. De tidlige danske bilplakater var i en vis grad influeret af de franske, der ofte lancerede bilerne med en kvinde bag rattet, men i 1906-07 indledtes i Danmark et nyt og mere maskulint kapitel i motorkulturen, der mht. lancering samtidig betød et skift mod en mere tyskinflueret stil. Fra omkring 1930 blev motorcykel- og bilplakater tillige mere filmiske og fartdyrkende i deres udtryk end tidligere.
Hvad angår søfarten så var overgangen fra dampskib til motorskib i høj grad årsagen til et stigende antal søfartsplakater. Desuden var rederireklamerne tidligt på banen i Danmark grundet den betydelige emigration.
Også luftfarten gjorde brug af plakatmediet, og det resulterede bl.a. i reklamer for akrobatflyvning såvel som for Det Danske Luftfartselskab. Gennembruddet for bl.a. passagerflyvning kom i mellemkrigstiden, og hvor de tidlige plakater glorificerede maskinen, var det snarere destinationerne, der visualiseredes i de senere.
Pga. et svækket renommé i begyndelsen af 1930'erne påbegyndte De Danske Statsbaner (DSB) en massiv plakatpropaganda. Dette resulterede i talrige forherligelser på internationalt niveau af teknologi, præcision og farthastighed.
Som resultat af den nye motoriserede virkelighed udformedes fra ca. 1915 en række plakater til fremme af færdselssikkerheden, hvor der bl.a. blev lagt vægt på at opdrage børnene til færdselskulturen.
TRANSPORT

Cykler

DSB

Færdselssikkerhed

Luftfart

Motorcykler og biler

Søfart